Jeg kom til byen, uden at kende Tønders DNA og historie. Jo, Wegners møbeludstilling og selvfølgelig Jazzmusikkens store festivaller.
Jeg kontaktede turistbureauet i Tønder, som herefter arrangerede en rundvisning med Nicolaisom kendte byens historie og fodspor, og SÅ kom der farver på paletten. En rundtur i byens smalle gader, Porthuset fra det gamle slot, Tønderhus med dets snoede trapper og fængselsceller. Videre til Tønder Vandtårn med sine 40 meters højde er Tønders vartegn. Siden 1995 har vandtårnet fungeret som et museum i syv etager for bysbarnet Hans J. Wegners stole. Klostercafeen, Tønders ældste hus som menes at være mere end 500 år gammelt og opført som gildehus for Tønders Kaldende-broderskab. I dag er det flotte gavlhus en cafe. Skråt overfor står en kopi af Kagmanden. Helt op i midten af 1800-tallet kunne mindre forbrydelser som tyveri straffes med offentlig kagstrygning – dvs. pisk – ved byens skamstøtte. I Tønder blev skamstøtten udsmykket med en kagmand til skræk og advarsel. (Originalen står på Tønder Museum). Et stykke herfra, Uldgade er en af Tønders smukkeste gader. Her boede førhen byens håndværkere og småfolk. De små huse vender gavlene mod gaden for at udnytte pladsen på lange de smalle matrikler bedst muligt. Man mener, at gaden har navn efter de uldvarer, der herfra blev læsset i både på Vidåen.
Vesterhavet og Vadehavet
Jeg fortsatte turen ud til Højer gamle sluse, som blev bygget i 1861, da man inddigede Ny Frederikskog med Højer-Siltoft-diget. Sammen udgjorde sluse og dige det vigtigste værn mod oversvømmelse af Tøndermarsken frem til 1981, hvor Vidåslusen og det fremskudte dige blev opført.
Det fantastiske naturfænomen Sort sol, ses i foråret og efteråret, når der samles over en million stære i Tøndermarsken til træk. Lige før solnedgang, hvor de går til ro, flyver stærene i enorme flokke, der danner fascinerende mønstre på himlen og næsten formørker solen.
Når ja … En del af turen blev der også fortalt om Tønders rigdom, som udsprang af Tønders placering som havne- og handelsby ved Vadehavet med fremragende eksempler på det sønderjyske kunsthåndværk af høj kvalitet, der kendetegner området: sølv, møbler, kniplinger, hollandske fliser og fajancer. Denne grafiske fortælling kunne være ”Tønder og Vadehavet 2”, måske som illustrationer i en bog som fortæller denne historie.
Bog & Ide, Tønder, har købt alle rettighederne til salg af motiverne, og kan her købes i forskellige grafiske formater. Se her Link til side ”Tønder og Vadehavet” med alle artikler (Kan evt. bestilles i min WebShop og sendes direkte)
Tak til Lena og personale for et spændende samarbejde omkring denne kreative opgave. – For mig som kunstner, har det været en spændende oplevelse at opleve byen og området, med blyant, akvarelfarver og tid til at fordybe sig i de mange smukke enkeltheder og natur.
Kunstner Kurt Hansen