Akvarelkunst i XXL
på Sønderborg Sygehus
Baggrunden for udstillingen på Sønderborg Sygehus var en forespørgsel fra sygehuset om at dekorere deres nyrenoverede dialyseafdeling. Jeg tog udfordringen op og bestemte mig for at skabe en ny form for billedkunst med mine akvareller.
Løsningen blev 13 akvareller fotograferet op i meget store formater. Alle 80 cm høje og mellem 1,2 og 3,0 meter brede. Når de lyse og sarte akvarelfarver og den enkle blyantstreg blev fotograferet op i de enorme formater, fik billederne et helt nyt udtryk og tilskueren en helt ny oplevelse.
Dialyseafdelingen valgte motiver fra det sønderjyske – blandt andet Sønderborg, Højer Sluse og Flensborg Fjord. Fælles for billederne var, at de skulle være lyse og smukke at se på for patienterne, der ofte opholder sig på afdelingen mange timer om ugen.
LM Sign Sønderborg printede akvarellerne direkte over på plader, og maleren Birgit Christiansen fra Sebbelev Malerforretning tilføjede en bred ramme, så udstillingen blev præsenteret indbydende og sammenhængende.